Køle-/fryseskab – a match made in heaven

februar 2012 | Skrevet af | 0 kommentarer
Et køle-fryseskab er to ting på en gang

Et køle-/fryseskab er tæt på at være ligesom et kinderæg – det er nemlig hele to ting på én gang. Et køle-/fryseskab kombinerer et køleskab og en fryser i en og samme støbning. For en mindre husstand kan det dermed være en god løsning samtidig med, at det også betragtes som en pladsbesparende løsning.

Der findes to typer af køle-/fryseskabe. Den ene er primært et køleskab, hvor der indeni er en lille fryseboks. Her er frysepladsen virkelig begrænset, og frysekapaciteten vil svinge mellem 11 og 40 liter. Den anden model er det klassiske køle-/fryseskab, hvor du har en frysedel og en køledel oven på hinanden. For langt de fleste modeller gælder det, at frysedelen vil være placeret nederst, men mindre den er meget lille.

Fordelen ved et køle-/fryseskab er, at der findes mange kombinationer i forhold til størrelsen på frysedelen og køledelen. Dette højner muligheden for, at du får dine behov i forhold til de to elementer forholdsvis afstemt. I forhold til frysedelen, skal du blandt andet tage højde for indfrysningskapaciteten, hvilket du kan læse mere om under afsnittet ”Valg af fryser”.

I og med, at du sandsynligvis skal have dit køle-/fryseskab stående i køkkenet, skal du her tage højde for lydniveauet på hvidevaren. Lydniveauet defineres i enheden decibel. Overordnet set bliver lydniveauet for hvidevarer målt på den såkaldte db(A) skala. Her er lydmåleren mindre følsom over for meget høje og meget lave frekvenser, og skalaen læner sig meget op ad menneskets naturlige hørsel. Det kan variere, hvor meget lyd et køle-/fryseskab afgiver, og det vil være de færreste, der decideret larmer. Dog kan det anbefales at være opmærksom på denne faktor, hvis du ved, at du er meget støjfølsom.

En af de valgmuligheder, du har i valget af køle-/fryseskab, er, hvorvidt skabet skal have en eller to kompressorer. Forskellen er, hvorvidt køle- og frysedel deler kompressor eller om de har hver deres. Fordelen ved to kompressorer er, at et nedbrud på den ene ikke påvirker den anden. Ryger kompressoren til køledelen for eksempel, vil din fryserdel stadig fungere. Fordelen ved en fælles kompressor er, at der er en slitagedel mindre at reparere på. Ydermere vil det være en fordel at vælge et køle-/fryseskab med to termostater, da dette giver dig mulighed for separat indstilling af temperaturen i henholdsvis køledelen og frysedelen.

Overvejer du et køle-/fryseskab, kan du med fordel læse vores afsnit ”Valg af fryser” samt ”Frysere og energimærkning” i forlængelse af ovenstående. Således vil du være klædt på til at træffe det rette valg.

Hvorfor ikke give din mening til kende?