Frysere og energimærkning

februar 2012 | Skrevet af | 0 kommentarer
Vælg en fryser med god energimærkning

Generelt for alle hvidevarer gælder det, at de skal energimærkes i henhold til EU’s regulativer på området, inden de kan sælges videre til slutbrugeren. Skalaen for energimærkningen er den samme for alle hvidevarer, men klassificeringen sker ud fra forskellige præmisser alt efter, hvilken hvidevare der er tale om. Skalaen spænder fra energiklasse A til energiklasse G, hvor G repræsenterer bunden af skalaen. Derimod er energimærke A efterhånden blevet så optimeret, at det er blevet udvidet til også at rumme energimærke A+, A++ og i særligt gode tilfælde A+++.

Det vil være de færreste frysere på markedet, der har en dårligere energimærkning end C. Størstedelen af fryserne vil imidlertid befinde sig inden for energimærke A og underopdelingerne hertil. Som forbruger kan det nogle gange være svært at balancere mellem energimærkning og købsprisen på en fryser. En hurtig sammenligning af priser på tværs af energiklasser vil nemlig vise, at en meget energieffektiv fryser er noget dyrere end en knap så energieffektiv fryser. Omvendt er devisen, at energiforbruget er væsentlig mindre ved en meget energieffektiv fryser, hvorfor det sagtens kan betale sig at betale lidt ekstra for fryseren. Nogle argumenterer for, at besparelsen på strømregningen er minimal sammenlignet med ekstraudgiften på købsprisen, men det er faktisk muligt at hente årlige besparelser på alt mellem 500-1000 kr., hvis du vælger den helt rigtige model.

Vil du være sikker på at opnå en høj besparelse på din fryser, skal du vælge en model, der er mærket med Go’ Energi mærket. Go’ Energi er en uafhængig organisation, der har udviklet Go’ Energimærket for at øge gennemskueligheden for forbrugerne. Mærket bliver brugt til de produkter, der befinder sig blandt de 20 % mest energieffektive inden for deres kategori. For frysere gælder det derfor, at det kun er produkter, der er energimærket A++ eller A+++, der er blevet tildelt Go’ Energimærket. Go’ Energi er meget opmærksom på, at mærkningen bliver fulgt korrekt. Derfor holder de løbende kontrol med hvidevarebutikker samt udfører stikprøvekontrol på produkter.

Står du over for udskiftningen af din nuværende fryser og ønsker at udregne differencen på det nuværende energiforbrug sammenholdt med energiforbruget for et kommende produkt, kan du finde diverse energiberegnere på nettet. Her kan du indtaste modelspecifikationer på din nuværende fryser samt specifikationer for en ønsket model, hvorefter den udregner, hvor meget du vil spare på din elregning

Hvorfor ikke give din mening til kende?